Menu

U19 spillere i kamp for 2. div. reserver

image
17. oktober 2023 kl. 09:39

Tirsdag den 3. oktober mødte Middelfart Boldklub 2. division Næsby BK i en reservekamp. Her var bænken udstyret med to af klubbens egne ungdomstalenter. Nemlig Christian Rasmussen og Oskar Christiansen.

Begge spillere er førsteårs U19, men har for længst fået debut og flere kampe på klubbens Albaniserie hold.

“Vi er meget stolte af endelig at kunne bygge den bro til senior - både Albaniserien og 2. division. Vi har ikke haft en reel U19 afdeling i flere år, men strategien ser så småt ud til at begynde at give lidt afkast, og vi håber at få endnu flere spillere tilknyttet U19 afdelingen fremadrettet.” fortæller Talentchef Steffen Bendixen

“Det viser også, at selvom vi ikke har en “eliteafdeling”, kan man sagtens udvikle sig igennem vores setup. Klubbens inkluderende og bæredygtige tilgang til fodboldspillere og talentudvikling er fundamentet i vores strategi.” uddyber Steffen.

Christian Rasmussen skiftede til MG & BK i januar 2021 fra Aarup, og har siden været en del af klubben - også da han var på efterskole sidste år.

Kristoffer Johansen, cheftræner for 2. division udtaler: “Christian arbejder som altid hårdt, og er dejlig bevægelig. Selvfølgelig udfordret på niveau og fysik. Jeg har jo haft ham på efterskolen sidste år og kender til hans styrker og svagheder.”

“Jeg var selvfølgelig meget spændt, men jeg synes, det var meget lærerigt og spændende at spille med på dette niveau.” berettede Christian efter kampen.

Om Oskar siger Kristoffer: “Oskar havde et par gode indgreb og førte bolden fint frem flere gange.”

Oskars reaktion efter kampen var meget positiv: “Det var dejligt at kunne få chancen med 2 div. og det føles godt at vide, at klubben og trænerne tror på ungdommen. Personligt var det en belønning for alt det hårde træning og dedikation, som jeg har lagt i min udvikling som spiller. Det har givet mig motivation til at blive ved med at arbejde hårdt, og forhåbentligt få flere chancer.”

Stort tillykke til Oskar og Christian med debuten

Luk