Nyhed: Bo Nielsen tilknyttes MG&BK’s sportslige ledelse

MG&BK kan med stor glæde meddele, at Bo Nielsen bliver en del af klubbens sportslige ledelse. Bo er allerede ansat som assistent- og fysisk træner i Middelfart Boldklub, men med den nye aftale vil han også bidrage aktivt til udviklingen af MG&BK’s amatør-afdeling.
Bo Nielsen kommer med en stærk baggrund og erfaring fra øverste hylde. Han har i 12 år været fysisk træner i OB, hvor han både arbejdede med Superligaholdet og klubbens akademi. Derudover har han haft roller i Brøndby IF’s akademi og er uddannet i Idræt og Sundhed fra Syddansk Universitet samt indehaver af DBU’s A-trænerlicens.
Formand for MG&BK, Simon Gade, udtaler:
“Vi ønsker at styrke fundamentet i hele klubben, så fysisk træning og spillerudvikling bliver en naturlig del af vores kultur. Med Bo får vi ikke blot en dygtig træner, men også en stærk sparringspartner for vores mange frivillige trænere. Hans erfaring fra topniveau skal være med til at løfte både spillere og trænere i MG&BK – og samtidig hjælpe os i arbejdet frem mod at kunne opnå DBU Licens.”
Fokusområder i MG&BK
Bo Nielsen vil især arbejde med følgende områder i klubben:
- Fysisk træning: Implementering af skadesforebyggende principper og fysiske programmer på tværs af årgange.
- Mental træning: Inspirationsoplæg og værktøjer, der styrker spillernes trivsel og mentale robusthed.
- Individuel træning: Mulighed for ekstra træningsforløb for spillere, som ønsker at arbejde målrettet med deres udvikling.
- Sparring og udvikling: Understøtte trænere og sportslig ledelse med faglig sparring, inspirationstræninger og udviklingsarbejde.
- Licensarbejde: Med Bo’s store erfaring fra OB og Brøndby med DBU’s licenskrav, vil han være en vigtig ressource i MG&BK’s kommende ansøgning om DBU Licens.
Bo Nielsen ser frem til samarbejdet med MG&BK:
“Jeg glæder mig til at blive en del af MG&BK og til at arbejde med både spillere, trænere og ledere. Mit mål er at gøre fysisk træning, mental styrke og struktur omkring spillerudviklingen til en integreret del af klubbens hverdag – og samtidig være med til at gøre klubben klar til DBU’s licenskrav.”