Menu

U16-piger vinder jysk-fynsk mesterskab

27. juni 2019 kl. 08:50

Med en imponerende holdånd, flot fodbold og et sandt arbejdsraseri vandt MG & BK's U16-piger tirsdag aften det jysk-fynske mesterskab for Liga 2-hold. Sejren lød på overbevisende 5-2 over Morsø Pigerne, som er et samarbejde mellem fire klubber.

I kampens første halvleg bragte Middelfart sig foran efter 13 minutter, men Morsø udlignede til pausestillingen 1-1. Efter pausen kom der for alvor gang i kampen, da Middelfart startede med en lynscoring til 2-1 direkte på frispark langt ude fra. Morsø Pigerne udlignede to minutter efter. Og kun tre minutter senere bragte Middelfart sig på 3-2. Det blev 4-2 efter 54 minutters spil, og i kampens sidste minutter cementerede Middelfart sejren med et mål til 5-2.

Forud for finalen var MG & BK's trænere og piger temmelig frustrerede over, at modstanderne nægtede at flytte kampen til en anden dato. For en del af Middelfart-spillerne havde translokation i 9. klasse, og én skulle på ekskursion til København. På et tidspunkt så det derfor ud til, at Middelfart måtte tabe uden kamp, fordi det var svært at stille hold. Pigerne endte med at mangle fem stamspillere, men det lykkedes dog at stille 12 spillere til start med hjælp fra to U14'ere. Og det var et topmotiveret kollektiv, som gik på banen. Desuden stødte én spiller til umiddelbart før 2. halvleg.

Vejen til det jysk-fynske mesterskab begyndte med, at Middelfart ubesejret vandt sin DBU-pulje. I kvartfinalen vandt Middelfart 2-1 over Sønderborg Fremad. Semifinalen blev en gyser, som først efter forlænget spilletid og 10 straffespark til hvert hold endte med Middelfart-sejr på 9-8 over de stærke pigeklubber Romalt/Vorup fra Randers.

Efter så megen spænding, koncentration og flot fodbold var det en kæmpe forløsning, da pigerne kunne lade sig iklæde t-shirts og medaljer fra DBU samt hjemføre en stor pokal til klubbens trofæhylde.

 

Luk